Du har styr på Instagram. Du poster jævnligt på Facebook. Folk liker, kommenterer og skriver til dig. Så hvorfor bruge tid og penge på en hjemmeside?
Fordi dine sociale medier ikke er dine! Men din hjemmeside er.
Du bor til leje på sociale medier
Din profil på Facebook og Instagram tilhører Meta. Det er dem, der bestemmer reglerne. Og de ændrer dem, når det passer dem.
Algoritmerne skifter. Nogle gange så meget, at det, der virkede i sidste måned, ikke virker i dag. Så må du lære spillet forfra, hvis du vil blive ved med at nå dem, der følger dig.
Og nogle gange bliver døren bare lukket.
Pludselig er du usynlig
Jeg har haft kunder, der har mistet deres konto (eller adgangen til den) på enten Facebook eller Instagram.
En fik at vide, at hans indhold kun ville blive vist til dem, der allerede fulgte siden. Ingen nye mennesker. Ingen nye kunder.
Og det skete kun fordi der var et billede af ham, der stod med en jagtriffel. 'Hjælp, farligt, kontroversielt, aggressivt, terrorisme og vold' forestiller jeg mig, at Meta tænkte.
Meta kunne have tjekket lidt bedre og så tænkt 'ok, der er et våben på billedet, men det handler jo om en app som man kan bruge, når man går på jagt... ingen problem'.
Google kan selvfølgelig også ændre sin algoritme. Men din hjemmeside er der stadig. Den kan ingen slukke for (host, host, men sørg nu for en backup).
Din hjemmeside er stedet, hvor det hele står
Tænk på det fra kundens side. Hun har set dig på Instagram og bliver nysgerrig. Hvad laver du egentlig? Hvad koster det? Hvordan kommer hun i gang?
På sociale medier skal hun lede. Først en tur på Instagram. Så en tur på Facebook. Så scrolle tilbage gennem et halvt års opslag. Det gider hun ikke.
På en hjemmeside har du valgt det vigtigste ud for hende. Hvem du er. Hvad du hjælper med. Hvem du hjælper. Det er ikke et feed. Det er din fortælling, samlet ét sted.
Det bliver kun vigtigere. Flere og flere spørger AI i stedet for at google. Og AI anbefaler dem, den kan forstå. Det kræver en hjemmeside, der fortæller hele historien om dig.
Hjemmesiden og de sociale medier - det perfekte par
Sociale medier er stedet, hvor folk møder dig. Hjemmesiden er stedet, hvor de lærer dig at kende. Du har brug for begge dele, og de skal fortælle den samme historie. Men kun den ene er din.
Hvor starter du med 'projekt hjemmeside'?
Start med ét spørgsmål: Vil du selv lave den, eller vil du have hjælp?
- Vil du selv, så tag en snak med AI, før du bygger noget. Om hvad du vil, og hvem du vil hjælpe. Budskabet først. Design bagefter. Og platform. Fx. WordPress, Wix, Lovable eller en af AI-løsningerne hos simply.com og one.com.
- Vil du have hjælp, så tag fat i mig.
Vil du tale om, hvor du skal starte? Jeg tilbyder en gratis og uforpligtende snak på 15 minutter.


