Indrømmet: opdateringer er bare ikke det mest sexede ved at have et tæt forhold til WordPress. Men hvor bliver du ked af det, hvis ikke du passer denne del!
Det svarer til rengøring eller tøjvask – ikke spændende, men IKKE at gøre det har store konsekvenser :-) Og du kan enten betale dig fra at få det ordnet (= god nattesøvn til dig) eller sørge for at få det lært ;-)
Sådan: Opdater WordPress!
Indlægget her er lavet til dig, der vil selv! Så lad os kigge på, hvordan du kommer godt igang…
Backup, backup og…backup
Ca. lige så sjovt som opdatering, svarer vel nærmest til madplaner og at fylde skufferne med mad, du først skal bruge om 2 måneder. Men kan du gætte, hvad jeg vil sige nu? Bare gør det! Der er ingen vej udenom. Vi kan stå på hovedet og installere plugins, lave de vildeste, sværeste kodeord – og din side kan alligevel blive hacket. Jeg har selv prøvet det to gange, og det er frustrerende.
Du kan altså ikke sikre dig fuldstændig mod problemer, men du kan planlægge, hvordan du vil “komme igen”. Og her skal du bruge en fuld backup. Du kan evt. få din webkvinde-mand til at hjælpe med det. Kort fortalt skal du sørge for at kopiere de filer du har liggende på dit webhotel og som du kan se via et ftp-program som Filezilla. Bagefter skal du lave en eksport af dit indhold (du kan finde funktionen under Værktøjer/Tools i din menu til venstre i kontrolpanelet).
Smid en kommentar til indlægget her, hvis du gerne vil have at jeg laver et indlæg om fuld backup. Jeg synes ikke selv, det er underholdende, så jeg skal skubbes lidt, men alt for dig, kære læser ;-)
Ha ha, automatisk backup!
Nu bliver det lidt sjovere, for vi skal sætte en automatisk backup op. Du skal have en Dropbox-konto (opret dig gratis på dropbox.com hvis du ikke allerede har en) og så skal du installere et plugin, der hedder WordPress Backup to Dropbox (læs mere på http://wordpress.org/extend/plugins/wordpress-backup-to-dropbox/). Du kan selvfølgelig installere pluginet fra menupunktet Plugins i menuen til venstre.
Det her plugin ligger sig med et menupunkt i bunden af menuen til venstre. Her skal du forbinde pluginet med din Dropbox-konto ved at taste brugernavn og kodeord ind. Der er lidt flere indstillinger, du kan bl.a. vælge hvor tit der skal tages en backup.
Når det er sat op bliver der automatisk sendt en backup af dit indhold (dine sider og blogindlæg og indstillinger) til Dropbox. Det sammen med den fulde backup er de to ting, vi skal bruge, hvis du 7-9-13 en dag har problemer.
Opdatering igen, igen, igen…
Du har nok lagt mærke til at der hele tiden er opdateringer på din WordPress: temaer, selve WordPress og diverse plugins. Og det er ikke for sjov! Du SKAL holde din side opdateret. Både for at undgå hacking, men også for at få nye og forhåbentlig bedre funktioner. Og det kan blive virkelig besværligt, hvis du går et par år uden at opdatere. Så skal man lige sluge et par Valium inden man går igang og evt. holde en papirpose klar til at bekæmpe evt. panikangst når det hele går i ged. Og ja, det er sket for mig… jeg klarede mig dog uden Valium og papirpose, men mit hjerte stod stille et øjeblik!
Men når du ved, at du har backup af dit indhold er det ikke så “slemt”. Og hvis du følger denne opskrift har du styr på det:
- Deaktiver alle plugins.
- Opdater først WordPress.
- Opdater temaer.
- Aktiver plugins – et af gangen.
- Opdater plugins, der skal opdateres – et af gangen.
Jeg giver ingen garantier, men nu har du fulgt de officielle anbefalinger fra WordPress.org og vil være i stand til at beskrive, hvad eller hvor i processen det gik galt, hvis det skulle ske.
Husk at følge med på wp-danmark.dk
Du kan følge med den officielle WordPress Danmark side wp-danmark.dk. Her giver de besked, når den danske version er på.


