State of the Word 2014

30 okt 2014 | Design

På WordCamp i San Fransisco holdt Matt Mullenweg den 26. oktober sin “State of the Word-tale”. Jeg vil spare dig for den mere tekniske del… som jeg ikke helt fattede, men udviklerne klappede flere steder :-D

Jeg har fire sider med noter, så du må bære over med mig, hvis jeg leverer til dig i punktnedslag (jeg har redigeret og klippet i rækkefølgen, så du vil ikke se det i den rækkefølge, hvis du ser hele hans indslag) .

En “State of…” tale er jo en blanding af en her og nu status og så et laaaaangt blik fremad, hvad rækker vi mod og hvordan kommer vi derhen.

Først lidt statistik

Der er nu flere mobiler på jorden, end der er mennesker….tankevækkende, synes jeg. Matt pointerede, at vi hellere må opføre os ordentligt (stikord: responsiveness) overfor mobilerne, så de ikke vender sig mod os – klassisk science fiction-paranoia, skønt :-)

I år er det første gang, at antallet af downloads (af WordPress fra wordpress.org) på ikke-engelsk overstiger downloads på engelsk. En udvikling som hilses velkommen og ses som et tydeligt eksempel på, hvordan WordPress er et globalt projekt.

Over 23% af top 10 millioner websites er WordPress-løsninger. Den lader jeg bare lige stå for sig selv…..

Opdateringer og versionering

De fleste WordPress-brugere går meget op i, hvilken version de bruger. De mere aktive går og glæææææder sig, når en ny større version er på vej (pip: hold øje med den 10. december når 4.1 kommer…).  Vi er på fornavn med opdateringer, lige nu er vi på Benny (du kan se alle versioner her: http://codex.wordpress.org/WordPress_Versions).

Men der er stadig en stor del af brugerne, der får installeret en WordPress for så aldrig at opdatere den. Det er selvfølgelig et problem i forhold til sikkerhed/hacking og på et tidspunkt risikerer man at siden simpelthen ikke dur.

Det er også et problem, når brugeren sammenligner den WordPress-løsning med f.eks. det som SquareSpace tilbyder. Prøv lige for sjov at tænke 2-3 år tilbage…

Opdateringer er noget vi er både møg-trætte af og samtidig glade for, da det betyder konstant udvikling og mere sikkerhed og nye funktioner. Forfriskende at Matt fortalte, at han har en vision om at denne fokus på versioneringer forsvinder. Der skal kun være én version, nemlig dagens. Sammenligningen var Facebook eller (især og fremhævet) Crome, hvor ændringer rulles ud i baggrunden, uden at vi som brugere bliver involveret. Det kræver til gengæld at webhosts bliver involveret.

Jeg mener, det er den rigtige vej at gå – men greb også mig selv i at blive lidt nostalgisk: “Da mor var….ikke ung, men dog under…f.eks. 47 år…. da glædede vi os til når Jimmy blev aflyst af Benny”.

Responsiveness og mobile platforme

WordPress 3.8, som udkom i april 2014, var den første fuldstændigt responsive udgave (dvs. at den tilpasser sig til f.eks. mobiler). Det er vigtigt, at holde fokus på at alle temaer og plugins er udviklet med det for øje. Der må dog være en grænse for, hvor bagudkompatible vi skal være…Blackberry, Nokia og Windows mobiler skal ikke regne med Matts støtte i fremtiden :-D

WordPress som App Framework

Vi er fokuserede på apps til vores mobiler og tablets, men Matt pointerede at med hurtigere internetforbindelser og stærkere mobiler vil vi se en ny udvikling. WordPress (med en mobile-first holdning) vil kunne bruges til at lave tjenester, som du tilgår nøjagtig som du ville med en app. Og der lød en kraftig opfordring til udviklere om at lege med…

WordPress på mit eget sprog

Jeg er old-school og har faktisk svært ved at vænne mig til mange af de danske ord som vi bruger når vi taler “WordPressk”. Men nu drejer alt i verden sig jo ikke om mig, så jeg må klappe i hænderne af det arbejde, der er igang med at gøre WordPress incl. temaer og plugins virkelig tilgængeligt for alle.

Et eksempel fra indlægget: En spansk bruger har brug for at installere anti-spam (velkommen i klubben) på sin hjemmeside. Ved hjælp af plugin-søgefunktionen sin hjemmeside søger han efter Anti Spammo (som en af deltagerne på WordCamp) eller hvad det hedder på spansk. Alle de relevante plugins bliver vist – med spansk tekst og forklaring. Det samme med temaer.

Det er et fantastisk greb at insistere på denne globalisering. Og hvis man er skeptisk indstillet, så handler det om at sikre sig verdensherredømme (indsæt selv ond latter), men jeg ser det som et udtryk for et community, der har formået at holde fast i sin oprindelige mission: “Democratize Publishing”.

Fortsat vækst og “5 for the Future”

Men selvfølgelig vil Matt (og os andre) gerne se et højere tal end de 23+ % af alle websites, der er drevet af WordPress. Den form for vækst kan ikke drives af et enkelt firma, men kræver et community af både private, konsulenter, udviklere og firmaer, der bidrager. Han sammenligner med internettet, der har vækstet voldsomt via netværk.

“5 for the Future” er en opfordring til at bidrage. Alle der har haft glæde af WordPress kan bidrage med 5 % af deres WordPress-budget – sådan en solo-selvstændig som mig, kan bidrage med to timer hver uge til andre WP’ere. Consider it done for denne uge med artiklen her :-D

Du kan se hele Matts State of the Word på ca. 45 min her, incl. hans egne slides og kommentarer: http://ma.tt/2014/10/sotw-2014/

Webdesigner Bolette Obbekær

Jeg er en visuel nørd kombineret med en slagside over mod kommunikation.

Er vild med at arbejde sammen med andre solo-selvstændige, der vil have en sammenhæng i deres budskab og design.

Hvis jeg skulle tatoveres…ville det måske være med WordPress’ logo (men det skal jeg nu ikke).

:-D Bolette Obbekær