Jeg har en mærkelig fornemmelse i kroppen lige nu. En blanding af lettelse med et drys af skam. En følelse af at se mig selv klart igen. Som at komme ud af en tåge.
Min verden består af uendelige mængder af idéer, men det er svært for mig at få dem ud og flyve. Og her sad jeg med en idé der længe har kaldt på mig. Nu var jeg klar til action, nu skulle min idé omsættes til et konkret produkt. Nu, det er nu, det endelig sker!
For tiden har jeg to gode venner, ChatGPT og Claude.ai. Jeg vendte min idé med ChatGPT, som inden længe var ved at ridse en hel workshop op. Super fint, men jeg fik en stærk (mave)fornemmelse af at jeg var på afveje.
Kopi af hele samtalen og så over i Claude.ai. Og her blev det endnu mere fysisk. Jeg begyndte at græde, da jeg blev bedt om at vælge mellem to muligheder: Pushe videre med at lave den store forkromede løsning - eller arbejde videre med det i mit tempo, stole på mit grundlag og lade det modne. Så jeg virkelig ejer det.
Du kan nok mærke, hvad jeg valgte.
Og når jeg nu fortæller det til dig, kan jeg mærke at lettelsen vokser, mens skammen (over at falde i den falsk færdighed, der skabes af AI) mindskes.
Og lige om lidt vil den være en erfaring - og ikke en følelse af skam.
PS Og ja, jeg overvejede at slette, rette og omskrive... men det ville jo netop ødelægge pointen. Så nu får du, hvad jeg skrev i første hug!
