TRIN 1: Hvad VIL du egentlig?

14 apr 2011 | Blandede bolcher

Find din niche…

“Hej, jeg kan hjælpe dig med at designe dit logo, lave en designmanual, designe og udføre et fedt website, skrive dit nyhedsbrev, få dig på diverse sociale medier, søgemaskineoptimere din hjemmeside, lære dig at blogge….og det er ligemeget om du er Danske Bank eller en solo-selvstændig – jeg klarer det hele!”

Har du lyst til at købe noget af den person…tror du overhovedet på den person? Nej! Og hvis du selv har prøvet at falde i den fælde, så ved du også, at det er svært at være den person. For hvem skal man rette sig mod og koncentrere sig om, når hele verden er målet?

Du skal finde din egen niche – og målgruppe – det vil hjælpe dig til at kommunikere klart og tydeligt: “Hvis du oplever det her, kan jeg med det her, hjælpe dig til at få det sådan her”.

I arbejdet med at finde din niche, kan du have glæde af at tænke på mit lystbarometer (jeg rater alle opgaver ud fra, hvor sjove/lystbetonede de er(. Det er jo ikke kun et spørgsmål om, at du skal hjælpe kunderne, du SKAL også have det sjovt, mens du arbejder (ja, ok…måske ikke hele tiden….men som en “grundstemning”).

Småt er godt!

Du skal ikke være bange for at lukke nogen ude, når du arbejder med at finde din niche og din målgruppe.  Hvis jeg nu siger:

  • Min primære målgruppe er solo-selvstændige.
  • Min primære niche, min overskrift, er at jeg vil hjælpe dig med at få styr på din tilstedeværelse på nettet.

Det er mit grundlag. Jeg har forskellige metoder (fx WordPress) og værktøjer (sparring, undervisning, øvelser) jeg bruger for at hjælpe dig. Det sjove er at når vi ser sådan en præcisering, tænker vi IKKE “nå, så er hun nok heeeelt vild dårlig til alt muligt andet”. Vi tænker i stedet “Hm, mon ikke hun også kan….”.

Så når du har fundet din niche og kommunikeret den ud, vil du sikkert opleve at få forespørgsler på opgaver, der ligger op ad din niche – og så kan du jo vælge at tage opgaven eller sige pænt nej, tak og sende den videre til en af dine kolleger.

Øvelse

Du skal beskrive en fiktiv person, som skal være essensen af din målgruppe –  det kaldes en persona. Giv personen navn og alder, tegn evt. ham eller hende eller find et foto. Lav en collage, der beskriver personens interesser og liv. Hæng collagen op på din væg og forestil dig, at det er ham eller hende du taler til i alt, hvad du laver på nettet.

På den måde har du en “rigtig” modtager i den anden ende, og du vil opleve at det er nemmere at skrive på din blog/hjemmeside eller nyhedsbrev, når du har et klart billede af at skrive til en person – og ikke en målgruppe. Når du selv har defineret, hvem du skriver til kan du også bedre undgå denne:  “åh, nu ved jeg jo at både min mor og gamle veninde har meldt sig på nyhedsbrevet….synes de nu jeg er lidt latterlig og selvsmagende…?”  Det er jo ikke dem du skriver til! Du skriver til det rare menneske, du har hængende på din væg som en collage – og den person vil såååå gerne høre fra dig…

P.S. Og selv om du ikke hænger som en collage på min væg, håber jeg du, gerne vil høre fra mig ;-) Og smid gerne en kommentar her på siden, hvis der er noget, du gerne vil høre fra mig!

Webdesigner Bolette Obbekær

Jeg er en visuel nørd kombineret med en slagside over mod kommunikation.

Er vild med at arbejde sammen med andre solo-selvstændige, der vil have en sammenhæng i deres budskab og design.

Hvis jeg skulle tatoveres…ville det måske være med WordPress’ logo (men det skal jeg nu ikke).

:-D Bolette Obbekær