Jeg vil blogge igen 'like it's 1999'. Og det betyder at ChatGPT og Claude.ai ikke bliver lukket ind på bloggen. Ingen hjælp til struktur, ingen forbedringer, ingen hjælp til at se mine blinde vinkler.
Alene nu - på den virkelig gode måde. Menneskeligheden skal i førstesædet og derfor bliver AI skubbet over på passagersædet. Og sikken en passager! Der er så meget hjælp at hente for en soloselvstændig som mig. Men der er også meget forførelse i det.
Men med AI på sidelinjen er der ingen stopknap. 'Vi' kan altid lige gøre lidt mere, udvikle et koncept lidt mere, tilføje elementer, lave ekstra materiale. Og jeg bliver let begejstret og vil mere, mere og så lidt mere. Det er udviklingen af koncepter, der trykker på mine knapper. Ikke så meget den del med at rent faktisk udføre og udkomme med et færdigt produkt.
ChatGPT og Claude.ai er mestre i 'falsk færdighed'
Da jeg studerede industriel design lærte jeg, at en præsentation af en idé skal passe til det stadie idéen er på. Vi skulle altså ikke lave en fantastisk planche med en airbrush rendering af et produkt, vi havde fået lyst til at arbejde på samme morgen.
Så: Ny og skrøbelig idé skal præsenteres som sådan. Som en skitse, et oplæg til videre diskussion og bearbejdning.
Alternativt ville vores fremtidige kunder se den lækre og overbevisende præsentation og ikke forstå at idéen ikke var fædigbagt.
Det er 'falsk færdighed'.
Det er nøjagtig det, vi bliver mødt af i vores omgang med AI. Vi bliver forført af færdige koncepter og planer, der er lagt ud fra vores skrøbelige idéer. Det ser rigtigt ud, det virker professionelt og færdigbagt.
Bagsiden af forførelsen
Når jeg går med på AI og den falske færdighed, mister jeg noget af mig selv. Måske glemmer jeg, hvad der drev mig mod idéen i første omgang. Måske kan jeg se det fornuftige og potentialet, men glemmer at det slet, slet ikke er mig.
Sidst det skete opdagede jeg det heldigvis i tide. Men det sjove er at jeg brugte Claude.ai til forstå, nøjagtig hvad der skete - oh, the ironi.
Så der er ingen chance for at jeg slår op med AI lige nu. Men jeg går til kamp for min menneskelighed med fyldepen og notesbog, tegning og kruseduller!


