Hvad er din hjemmesides hovedbudskab?

23 jul 2024 | Blandede bolcher

Din hjemmesides forside er vinduet til din forretning. Skærp dit hovedbudskab, så det bliver ‘let at forstå & svært glemme’.

Når en potentiel kunde lander på din hjemmeside, har du få sekunder til at fange deres opmærksomhed. Hvis de ikke forstår, hvad du kan hjælpe dem med, smutter de videre. Derfor skal det vigtigste budskab stå øverst – klart, konkret og målrettet din målgruppe.

Tre vigtige principper for dit hovedbudskab:

  • Hav kun ét budskab øverst – Ikke halvandet, to eller tre. Ét!
  • Skriv konkret, ikke (for) kreativt – Kald en spade for en spade, ikke et “jord- og grusflytningsaggregat”.
  • Skriv til din målgruppe – ikke dine kolleger – Dit budskab skal hjælpe din kunde, ikke imponere dine konkurrenter.

Det samme princip gælder for dine undersider, men først skal forsiden være skarp.

Hvorfor er det svært at finde sit hovedbudskab?

At skrive et klart hovedbudskab kræver, at du:

  • Ved, hvad dit grundlag er – Hvad er din kerneydelse?
  • Kan vælge – Hvis du tilbyder mange ting, skal du vælge én primær vinkel.

Forestil dig, at vi mødes til en konference, og du spørger mig: ”Hvad laver du?”

Hvis jeg svarer:

“Jeg er uddannet arkitekt og webdesigner og har arbejdet med visuel kommunikation. Jeg har undervist i WordPress, Mailchimp, Evernote, Prezi og PowerPoint, laver hjemmesider og rådgiver soloselvstændige. Jeg har fokus på samspillet mellem design, teknik og indhold.”

… så har jeg for længst tabt dig. Du husker ikke, hvad jeg laver. Og du tænker sikkert mere på, hvor du kan få din næste kop kaffe.

Det er præcis det, du skal undgå på din hjemmeside.


Øvelse 1: Find din sætning

Udfyld denne skabelon:

Jeg hjælper ________________ med at ______________, så de ________________ – uden at _______________.

Mit eksempel:

“Jeg hjælper soloselvstændige med online markedsføring (med udgangspunkt i deres hjemmeside), så de bliver synlige og forståelige for deres kunder – uden at de selv mister overblikket.”

Når du har din sætning på plads, har du dit pejlemærke.

Øvelse 2: Vend dit budskab til at handle om kunden

I stedet for at sige, hvad du gør, skal du formulere det som en tilstand eller et udbytte, din kunde ønsker sig.

Min sætning fra øvelse 1:

“Jeg hjælper soloselvstændige med online markedsføring (med udgangspunkt i deres hjemmeside), så de bliver synlige og forståelige for deres kunder – uden at de selv mister overblikket.”

Kan vendes til:

FÅ STYR PÅ DIN HJEMMESIDE
Nå din målgruppe med det rigtige indhold og (lækre) design.

Så enkelt kan det gøres!

Måske du kan få glæde af min ultrakorte post om at skrive tekster til din hjemmeside

Webdesigner Bolette Obbekær

Hej, jeg hedder Bolette.

Jeg hjælper soloselvstændige med at gøre deres hjemmesider lette at forstå og svære at glemme. Ikke ved at drysse glimmer ud over det hele – men ved at skære ind til kernen, finde den rigtige vinkel og sige det, som det er.

Jeg går op i form, funktion og fortælling. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge.
Og jeg hjælper dig med at få styr på alt det, du godt ved, du burde have styr på:
Din tekst. Dit budskab. Dit næste skridt.

Din hjemmeside skal føles som dig – bare skarpere.